Chris/Kristin Beck; Skærmbillede fra YouTube
Jeg skal tale om bogting, men fk det, dette er vigtigere.
Den berømte transseksuelle Navy Seal Chris Beck annoncerede for nylig, at han skulle skifte.
Ting at huske på:
1. Brug venligst ikke dette som en undskyldning eller grund til at angribe transpersoner.
I stedet, HØR HAM, som du ville høre ethvert andet offer, når han taler om sin sundhedshistorie–om, hvordan han blev manipuleret af psykiatriske udbydere, mens han var i en sårbar tilstand. Jeg kan absolut bekræfte, at disse ting kan ske: der var en ung hetero mand, hvis rekord jeg gennemgik for deployability, som var blevet seksuelt overgrebet af flere andre mænd, og da jeg gennemgik hans journal, var alle notaterne fra psykologen notater, der satte spørgsmålstegn ved, om manden virkelig var hetero og virkelig blev overfaldet. “Måske ville han det og føler sig flov over at være homoseksuel, så han kalder det voldtægt,” var i det væsentlige, hvad noterne læste. Fuldstændig imbecil uvilje til at tro mandlige ofre til side, manipulation sker. Der er en grund til, at jeg selv har fyret flere terapeuter. Jeg kender ikke Chris' historie, men jeg tror på ofre.
2. Overgangsfejl som denne ville ikke ske, hvis der var strengere medicinske kontroller i stedet for rent psykologiske kontroller for overgangspatienter.
Jeg mener fuldt ud, at alle transpatienter bør have en fuld karyotyping og bækken ultralyd oven på dybdegående hormonelle målinger. Hvorfor?
For der er nogle mennesker, der faktisk har fysiologiske årsager til deres kønsdysfori. Der er mennesker, der var XY ved fødslen, men fordi de ikke udviklede en penis bortset fra en mikropenis i puberteten, deres forældre holdt dem tildelt kvindelige, og de er blevet opdraget til hunkøn, selvom de er og føles XY mandlige. Der er XX personer, der har usædvanlige former for 17-OH-progesteronlidelser, som bare ikke har været alvorlige nok til at blive bemærket tidligt, og som et resultat synes at have mandlige eller ubestemmelige kønsorganer. En stor transaktivist i 60'erne blev på ultralyd fundet at have æggestokke–“han” var “hun” ligesom hun altid havde sagt hun var. I øjeblikket, systemerne til overgang omfatter typisk ikke karyotyping og omfatter typisk ikke fuld billeddannelse eller diagnostisk evaluering for disse forældreløse intersex-tilstande.
Men HVORFOR IKKE? Vi har ikke uendelige ressourcer, så HVORFOR IKKE forudvælge de mennesker, der har mest brug for hormoner og operationer? Vi kan finde andre ting, der skal behandles på denne måde, og mennesker, hvis kroppe KLART har behov for hormonelle og kirurgiske behandlinger, vil logisk nok være dem, der har mindst risiko for at omstille sig senere. Faktisk, det kan være af DENNE grund, at den store svenske undersøgelse, alle klager over, fandt, at risikoen for selvmord ikke falder efter overgangen: vi skelner faktisk ikke mellem to populationer her, som vi SKAL skelne imellem.
Fordi den anden befolkning–befolkningen, der er mere tilbøjelige til at være ligesom Chris Beck–er den befolkning jeg er i: den med ren kønsdysfori og ingen anden kendt fysiologisk “sex uoverensstemmelse.”
Kønsdysfori–når du hader dig selv for det køn du er, og du hader din krop for det–er alvorligt, og det er alvorligt smertefuldt. Jeg har haft det det meste af mit liv, og hver gang min depression er på sit mørkeste, kommer den helt tilbage. Men det holder jeg i tilfælde af REN kønsdysfori, problemet er IKKE personens krop, men samfundet. Det er samfundet, der siger, at en mand ikke kan være smuk, og en kvinde kan være hård, ikke kroppen. Et samfund, der insisterer på, at kvinder altid vil være svagere, og mænd bør altid lede. Men i stedet for at ændre køn eller endda gå så langt for at ændre det fysiologiske køn, samfundet skal ændres, og personen har brug for at opleve selvkærlighed, ikke bøje sig for det samfund. Samfundet har i årevis skreget af mig, at jeg er en mand fanget i en kvindes krop. Fra kollegakommentarer om manden i mit ægteskab til i kirke- og skoletimer til tøjmærker og jobroller, ville folk altid sige “piger er på denne måde” og sådan har jeg aldrig været. Min dysfori blev så meget bedre, da jeg begyndte at stille spørgsmål: “HVORFOR skal jeg blive en mand for at opnå denne ret? HVORFOR skal jeg blive mand for at være sådan, som jeg er?” Og svaret var altid ingen grund: Jeg burde have ret til at være sådan SOM KVINDE. Kvinde betyder bare, at jeg har disse dele nedenunder, og jeg er blevet bedt om at spille visse åndelige roller, som ikke er andres sag. Alt andet er retfærdigt spil, og samfundet er nødt til at bakke op.
Det tror du måske ikke, og det er din ret som tænkende voksen.
Hvilket fører os til:
3. At sælge kønsroller til BØRN er det værste, 1950'ernes forstadskirke-traditionalister gør, og nu er det det værste, læger og aktivister kan gøre mod børn nu.
Fra jeg var seks år gammel var jeg allerede, I mit hoved, agerer som dreng, fordi jeg følte, at jeg var en. Jeg har dagbøger fra da jeg var elleve og skreg på Gud for at have gjort mig til kvinde. Hvis du havde spurgt mig som barn, om jeg ville skifte, Jeg ville have sagt ja. Jeg ville have accepteret den øgede risiko for kræft med FDA-ikke-godkendt brug af androgel pga, for helvede hej, kræft er sejt, men at være en pige ER det bestemt IKKE, så lad os komme ud af DET rod. Sådan ville jeg helt ærligt have tænkt. Børn tænker lidt dumt. Altså når man underviser et barn, “mand betyder en person med en penis, men han kan være sygeplejerske eller elske blomster, hvis han vil,” det kan de fatte. Når du underviser dem, “mand betyder en person, der elsker at lege med våben og cowboys og StarWars, føler du dig som en mand eller en kvinde?” du har nu skabt noget abstrakt, barnet ikke kan fatte, og du har ført dem til, hvad der altid vil være en konklusion skævt af legetøjsmarkedsføring og film. At lære børn det “Dreng” og “pige” er på en eller anden måde mere end kropsdele betyder bare, at deres køn nu vil blive bestemt af den, der markedsfører det mest interessante legetøj på det tidspunkt.
Det går ud over det, når du nu taler om at tilføje androgel til ligningen. Børn kan ikke give meningsfuldt samtykke til NOGET. Så når du tvinger noget på deres kroppe, eller manipulere dem til at acceptere noget på deres krop, eller venlig at lære dem noget, der er godt for deres krop–intet af det er reelt samtykke, og du må hellere sørge for, at den ting, du gør ved barnets krop, er livreddende eller i det mindste meget nødvendig for livet.
Hvem tror du tjener mest økonomisk på, at børns køn bestemmes af popkulturen, og børns fysiologi bestemmes af forældrevalgte medicinske procedurer? Er det tilfældigt, at androgel ikke havde det så godt med mænd, som det plejede, og nu bliver det rettet mod unge piger?
Pointen er ikke at være anti-trans. Pointen er at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig gør gode ting for transpersoner, eller at blive manipuleret af et sundhedssystem, der bare vil have penge.
4. Det er muligt at undervise i kærlighed og respekt for transpersoner uden at fjerne de konkrete realiteter, børn har brug for for at vokse.
Hvad med, når vi underviser børn i transspørgsmål: “Denne lille pige blev født med andre gener, gener, der sagde, at hun var en lille pige, men hendes dele sagde, at hun var en dreng, så hun gik til lægen for at få delene til at matche generne, og nu har hun det bedre. Når nogen er trans, det kan betyde, at de får en behandling, som den pige gjorde. Andre gange, hvor nogen er trans, det betyder, at det er svært for dem at elske deres krop, fordi det er en dreng eller pige, og for mange mennesker fortalte dem, at de ikke kan følge deres drømme, hvis de er en dreng eller pige. Vi er nødt til at hjælpe dem med at elske og beholde deres kroppe og sørge for, at de kan nå enhver drøm, de ønsker, selv i disse kroppe.” Det er en tolerant, blid, og forståelse af filosofi, der ikke vil begrænse nogens beslutning om at skifte senere i livet, hvis det er nødvendigt. Fordi nogle mennesker bliver nødt til at skifte. Det tvivler jeg ikke på. Spørgsmålet er hvem.
Og det voksende antal mennesker, der lider under detransition, fortæller os, at vi kaster alt for langt et net, når det kommer til HVEM VI OVERGÅR. Det nægter vi som samfund “overgang” til ligestilling, og så i stedet manipulerer vi folk, der ikke passer til vores kønsroller, til at få operationer og hormoner og ændre pronominer, så de bedre passer til, hvad en mand eller kvinde er “formodede” at være. Hvad hvis vi i stedet tog os god tid, før vi tog knivene frem, elskede alle transpersoner, og kiggede længe på de underliggende ÅRSAGER til hver enkelts unikke dysfori i stedet for blot at betale medicinalfirmaer og velhavende kirurger for at skjule det?
Min krop er ikke problemet. Samfundet er problemet. Ændre det.
Det er min helte etik tanke for dig i dag, men hvis vi var superhelte, vi ville ikke stole på alle andre til at løse problemet–superhelte finder selv løsninger. Har du ideer til måder, hvorpå vi meningsfuldt kan skubbe denne form for tanke frem for at hjælpe flere transpersoner? Idéer til at rette mine tanker? Kender du en læge, du gerne vil dele dette med? Har du ideer til at teste og udvikle bedre screeningsværktøjer? En børnebilledbog, der faktisk taler om, hvordan man kan hjælpe med tidlig kønsdysfori i stedet for bare at spille til kønsroller? Ved du, hvordan du plejer transpersonen i dit liv midt i alt dette skøre rod?
Fortæl mig, hvad du gerne vil GØRE, fordi jeg ville være interesseret i at samarbejde med dig. At gøre er bedre end at tale, og hvis jeg kan, Jeg vil gerne være nyttig for en, der ikke bare er ude på at smide transpersoner, men heller ikke ude på at lyve for os, enten.
Kun ~
(Ikke sikker på, hvor du passer ind i superhelte-tinget? Start din helterejse her.)
